Esbjerg Motorsport i Champions League

Esbjerg Motorsport skal som det første danske hold køre i den nye Champions League i Speedway til sommer.

De forsvarende danske mestre kan se frem til at dyste mod mesterholdene fra England, Sverige og Polen i Zielona Gora i Polen. Finalen køres 31. august.

- Vi glæder os helt vildt til den store sportslige udfordring. Foreløbig skal der dog kun køres en match, men der er rigtig gode pengepræmier på højkant, så matchen prioriteres højt af os. Vi skulle kun bruge 10 minutter på at sige ja, fortæller holdleder Ib Pedersen.

Esbjerg Motorsport skal køre op mod de bedste i sporten.

- Det er rigtigt fedt, at Champions League nu er blevet til noget, og det er fedt, at vi får lov at repræsentere Danmark med Esbjerg Motorsport. Jeg tror faktisk, at vores chancer er fine, for vi har et godt hold med en god bredde, og hvis vi kan bære vores holdånd med over, så er der måske chance for medaljer, fastslår EMS-kaptajn Mikkel Bech.