Esbjerg og Sønderjyske præger OL-landsholdet i fodbold

Ikke færre end fem af de 18 udtagne spillere til OL-landsholdet i fodbold har tilknytning til Esbjerg fB og Sønderjyske.

Esbjerg leverer tre spillere, nemlig målmand Jeppe Højbjerg og Casper Nielsen samt Eddi Gomes, der dog i dag spiller for den kinesiske klub Henan Jianye FC, mens Sønderjyske bidrager med to spillere, nemlig målmand Lukas Fernandez (nylig hentet i AGF) og Lasse Vibe, der i dag spiller for Brentford i den næstbedste række i England.

Om godt to uger spiller Danmark den første kamp ved OL i Brasilien mod Irak og i ugen efter mod Sydafrika og Brasilien.

Det er den tidligere Esbjergtræner Niels Frederiksen, der er OL-landstræner - og det har været et diplomatisk puslespil at samle en slagkraftig trup, da fodboldklubberne ikke er forpligtet til at frigive spillere til OL.

Derfor er OL-landsholdet uden de største danske profiler og tæller syv udlandsproffer, en debutant og et flertal af spillere, der har spillet med på U21-landsholdet de seneste par år. Hele 13 af spillerne var i juni med på OL-forberedelsestur i Korea, hvor Danmark vandt miniturneringen over OL-nationer som Honduras, Nigeria og Sydkorea.

OL-landstræner, Niels Frederiksen tror på, at Danmark kan gå videre fra puljen:

- Vi går efter at gå videre fra puljespillet. Vi er oppe imod gode modstandere, både Irak og Sydafrika og særligt Brasilien. Men vi ved, at holdet kan spille op med de fleste, og hvis vi rammer vores niveau, så kan vi spille med om medaljer, hvis alt går godt, siger Niels Frederiksen i pressemeddelelse fra DBU om OL-holdets udtagelse.