Esbjerg oplever billetstorm efter sejr i Liege

Snart 10.000 billetter er solgt til Esbjergs første hjemmekamp i Europa League mod østrigske FC Salzburg.

Esbjerg har oplevet en billetstorm til den kommende gruppekamp på hjemmebane i Europa League mod FC Salzburg den 3. oktober, efter at vestjyderne torsdag aften åbnede gruppespillet med en 2-1-sejr ude over Standard Liege.

Superligaklubben oplyser i en pressemeddelelse, at man nærmer sig et salg til opgøret mod Salzburg på 10.000 billetter.

- Med de solgte og reserverede billetter nærmer vi os nu, at 10.000 siddepladser til kampen mellem EfB og FC Salzburg er afsat, og vi kan kun opfordre de EfB-tilhængere, der endnu ikke har sikret sig en billet til denne topkamp, til at være hurtige, siger billetansvarlig Esben Svane i en pressemeddelelse.

Der er tale om en topkamp i Gruppe C, da Salzburg torsdag aften slog svenske Elfsborg med 4-0 i Østrig.

Kapaciteten på Esbjergs hjemmebane, Blue Water Arena, er i Uefa-regi på 12.100 tilskuere.