Esbjerg på vej mod superligaen

Esbjerg vandt 3-0 hjemme over AB og har kurs mod oprykning til Superligaen. Modstanderen AB blev ramt af et rødt kort.

En udvisning gjorde vejen til Superligaen lidt kortere for Esbjerg, som fredag aften vandt 3-0 hjemme over AB i 1. division.

Gladsaxe-klubben blev ramt af et rødt kort efter 34 minutter, da AB'eren Rasmus Thelander som sidste mand klodset væltede Esbjerg-angriberen Martin Braithwaite omkuld.

Det røde kort til AB gjorde det nemt for Esbjerg at få overtaget i kampen, som dog var en halv time om at udnytte, at jyderne var en mand mere på banen.
Esbjergs rutinerede anfører Nicolai Høgh bragte hjemmeholdet foran 1-0 efter 64 minutter.

Mikkel Agger fordoblede føringen et kvarter før tid, da den indskiftede angriber effektivt udnyttede en brystaflevering fra angrebskollega Jesper Lange.

Esbjergs midtbanespiller Mikkel Vendelbo cementerede sejren i overtiden, som betød, at Esbjerg nu har vundet hele otte sejre i træk i den næstbedste række.

Esbjerg har 44 point efter 17 kampe, og det er 11 point mere end Randers FC på andenpladsen. Randers har spillet en kamp færre.

Vejle Boldklub Kolding har 29 point efter 16 kampe på tredjepladsen og er det nærmeste hold, der kan true de to øverste hold, som rykker op i Superligaen.

Esbjerg og Randers er begge nedrykkere fra Superligaen