Esbjerg reddede et point

Fodboldklubben Esbjerg redder uafgjort 2-2 efter at have været bagud 0-2 hjemme mod Randers i Superligaen

Esbjerg var bagud med 0-2 indtil det 86. minut, men et flot comeback spolerede Randers' første udebanesejr i denne sæson.

Det lignede Randers FC's første udebanesejr i denne sæson, da holdet i det 85. minut førte 2-0 mod Esbjerg. Men med et imponerende comeback af esbjergenserne lykkedes det at score to mål i kampens slutminutter til resultatet 2-2.

Randers kan dog midt i skuffelsen glæde sig over, at holdet fortsatte sin imponerende statistik på udebane med det uafgjorte resultat. Dermed er det over 10 måneder siden, at østjyderne sidst tabte en Superliga-kamp på udebane, hvilket skete den 22. november i Parken mod FC København. 
 
Randers begyndte kampen mest offensivt, men efter et kvarters tid trak holdet sig længere tilbage på banen og viste den defensive stil, som er en af årsagerne til udebanestatistikken.

Til tider slog den defensive facade dog revner, og blandt andre målmand David Ousted var ved at koste et mål, da han ramte bolden skævt efter en tilbagelægning, så den blev opsnappet af en Esbjerg-spiller, men symptomatisk for hjemmeholdets udnyttelse af chancer røg bolden forbi mål.

I stedet kunne Søren Berg kort tid efter bringe udeholdet foran, da han headede sin tredje sæsonscoring i mål.

Det var dog Esbjerg, der kom frem til flest chancer, og efter pausen lagde holdet yderligere pres på Randers. Det resulterede i adskillige nærgående forsøg, men først til sidst i kampen lykkedes det at få hul på bylden - først ved Jesper Lange og i 90. minut ved Jakob Ankersen.