Esbjerg risikerer at flyde med affald

Esbjerg bliver forvandlet til en kommune, hvor hundelorte og andet affald flyder overalt og beplantninger lægges øde, frygter byrådsmedlem Freddie H. Madsen (DF).

Han er formand for udvalget for forsyning og teknik, og sidste år var han med til at vedtage en spareplan på otte millioner kroner, men nu har han fortrudt.

Spareplanen rummer blandt andet nedlæggelse af 400 blomsterkummer og masser af blomsterbede.

90 affaldskurve i parker og 60 langs vejene skal væk.

Bænke, springvand og offentlige toiletter skal også fjernes.

Udlevering af 200.000 poser til opsamling af hundelort ophører, og opsamling af henkastet affald reduceres med 40 procent.

Ukrudt skal bekæmpes med sprøjtegift i stedet for lugning.

- Kommunen kommer til at ligne en polsk by for 15 år siden, forudser Freddie H. Madsen.

Han har foreløbig bremset spareplanen ved at sende den tilbage til byrådet, og han stræber mod, at byrådet forhøjer bevillingen til vedligeholdelse af grønne områder.

Besparelsen på de otte millioner kroner udgør en meget lille del af kommunens milliard-budget.