Esbjerg skærer ned på aktivering

Følgerne af Folketingets stramemre regler for aktivering kan allerede mærkes. Reva-centret i Esbjerg fyrer de fleste af medarbejderne og lukker de fleste værksteder.

Reva har lige nu 95 medarbejdere, men efter sparekniven er faldet, vil der kun være godt 35 tilbage. En del af det arbejde, de fyrede laver, bliver nu lagt ud i private virksomheder, som selv skal vurdere om folk i praktik er egnede til at tage et ledigt job. Det er mange virksomheder slet ikke gearet til at gøre.

To tusinde kunder

Reva tager sig hvert år af 2.000 sygemeldte og ledige for at afklare, om de skal have førtidspension, fleksjob, i uddannelse eller vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Vi talte med en tidligere fisker, som har været hele turen igennem, efter han gik ned med en depression. I et halvt år gik han på meningsløse aktiveringskurser, før han kom til Reva.

Nu er han havnet i praktik i en virksomhed, der gerne vil beholde ham. Han har fået sig et job, og det er han glad for.