Esbjerg sender Sønderjyske ud i Europa

Søndag aften vandt Esbjerg fB på udebane over AaB. Det betyder samtidig, at Sønderjyske skal på et europæisk eventyr i næste sæson.

Fodboldspillerne fra Vestkysten har ikke længere noget at spille for. Måske var det årsagen til, at der blev spillet frigjort søndag aften, hvor Esbjerg fB vandt 2-1 på udebane over AaB.

AaB kæmper derimod for at nå fjerdepladsen i Superligaen, som giver adgang til at spille europæisk fodbold.

Til gengæld er det med Esbjergs sejr over AaB nu sikkert, at Sønderjyske slutter blandt de øverste fire hold i Superligaen, der får adgang til Europa League-kvalifikationen. Dermed skal Haderslevholdet for første gang i klubbens historie spille europæisk fodbold.

Der er nu ni point mellem Sønderjyske og AaB, og med kun to kampe tilbage i sæsonen, kan Sønderjyske ikke rykke ud af top-4. Til gengæld skal der stadig kæmpes for sølvmedaljerne.

Esbjergs første mål blev sat ind af Mick van Buren efter kun 13 minutters spil. Den stilling holdt til pausen.

I anden halvleg reducerede Thomas Enevoldsen til 1-1 i det 60. minut. Men det var kun en kortvarig glæde for nordjyderne. For minuttet efter scorede Ronnie Schwartz til 2-1 for Esbjerg. Kampens resultat.

Kampen sluttede dramatisk med rødt kort i det 90. minut til både AaBs Lukas Spalvis og Esbjergs Emil Lyng.

Esbjerg ligger fortsat nummer 11 – lige over nedrykningsstregen, hvor Hobro allerede er sikre på at rykke ned. Sønderjyske ligger nummer to - med tre point ned til FC Midtjylland og syv point til Brøndby, der dog først spiller mandag mod Viborg.