Esbjerg-spiller på årets hold i Europa League

Hans Henrik Andreasen er kommet i fornemt selskab. Han hr via flere stærke præsentationer i efteråret spillet sig til en plads på årets hold i Europa League

De sidste gruppekampe i denne sæsons Europa League blev i går aftes fløjtet af og vanen tro, sætter UEFA et hold bestående af de spillere, de mener, har klaret sig bedst i gruppespillet. Og på den centrale midtbane er der på det hold blevet plads til Esbjergs 34-årige midtbanespiller Hans Henrik Andreasen.

UEFA begrunder udnævnelsen med at Hans Henrik Andreasens rutine, hårde arbejde og evne til at læse spillet ikke blot har været et godt eksempel for mange af de unge spillere på Esbjergs hold, men også en støtte som de andre på holdet kan læne sig op ad.

- Det er glædeligt, at der bliver lagt mærke til det arbejde, man udfører. At det så rækker til sådan en plads er jo helt fantastisk. Men det skyldtes jo, at jeg omkring mig har haft et helt hold, som også har været med til at gøre mig god, og lade mig spille det spil, som jeg gerne vil, siger Hans Henrik Andreasen til TV SYD