Esbjerg: Superliga-debut til Rise

Mandagens kamp på Esbjerg Stadion mod Silkeborg kan byde på debut til nyindkøbte Lasse Rise.

Lasse Rise blev i juni måned købt fra af sin kontrakt med Randers. Han har siden da trænet med Esbjerg-mandskabet.

- Vi vurderer, at tiden er inde til at give nogle indhop til Lasse Rise, der har trænet hårdt i lang tid og er blevet bygget op fysisk, siger cheftræner Niels Frederiksen til EfB.dk.

Esbjerg har hårdt brug for point i mandagens kamp mod silkeborgenserne.

Efter tre runder i den nye sæson har Esbjerg-mandskabet kun skrabet et enkelt point ind på kontoen, og de blå og hvidstribede er netop røget ud af Europa League.

- Vi skal helst vinde efter ikke at have vundet i tre kampe. Hidtil har vi ikke fået de point, vi skal have, og en hjemmekamp mod Silkeborg er en god mulighed for at revanchere os. Men det bliver ikke nogen nem opgave, for vi kommer til at stå over for et kompakt hold. Jeg synes dog, vi er blevet bedre til at skabe chancer, når vi har bolden meget. Nu skal vi have den puttet ind, siger cheftræneren.