Esbjerg forlader kritiseret undersøgelse

Undersøgelse om bl.a. unges sexvaner var alligevel ikke anonym. Nu trækker Esbjerg Kommune sig.

- Det er i høj grad et spørgsmål om vor troværdighed, siger leder af SSP og Forebyggelse i Esbjerg Kommune, Steen Bach, om hvorfor kommunen nu trækker sig ud af projektet Skolesundhed.dk.

Det er et dataprojekt, hvor kommuner landet over bruger den samme platform til at indhente viden om børn og unges vaner på bl.a. private områder som f.eks. seksualitet. Informationerne indhentes via spørgeskemaer, som de unge udfylder, men dagbladet Politiken afslørede i sidste uge, at projektet, Ungeprofilundersøgelsen 2017, ikke overholder den anonymitet, som de unge var lovet. Derfor trækker Esbjerg Kommune sig.

- Det har hele tiden været vigtigt for os at garantere de unge fuld anonymitet, og det blev vi forsikret. Når det nu viser sig, at det ikke holder stik, så er vores troværdighed på spil i forhold til lokale samarbejdspartnere, børn og unge. Derfor trækker vi os, siger Steen Bach.

quote

Det er i høj grad et spørgsmål om vor troværdighed. 

Steen Bach, leder af SSP og Forebyggelse, Esbjerg Kommune

Efter afsløringerne er samtlige kommuner blevet bedt om at slette de data, de har trukket ud af databasen. Den er nu lukket, mens Skolesundhed.dk sammen med kammeradvokaten gennemgår de juridiske detaljer i sagen og renser data for identificerbare detaljer.

Ud over Esbjerg deltager også Tønder, Sønderborg, Vejen, Haderslev, Sønderborg, Billund, Kolding og Varde kommuner i projekt Skolesundhed.dk.