TV der bevæger dig

Esbjerg-træner: Ingen grund til panik

Niels Frederiksen er ikke gået i panik - endnu.

Med seks kampe tilbage i Alka Superligaen ligger Esbjerg kun tre point over nedrykningsstregen.

Det var ikke mange fodboldkyndige, der troede, at Esbjerg skulle kæmpe om at undgå nedrykning fra Alka Superligaen, når sæsonens afslutning nærmede sig.

Det er dog, hvad der i øjeblikket udspiller sig for vestjyderne. Med seks spillerunder tilbage er Esbjerg kun tre point over stregen, hvor FC Vestsjælland lige nu sammen med Silkeborg ser ud til at ende med sorteper.

- Det er klart, at for to måneder siden havde vi ikke regnet med, at vi skulle stå her, men jeg synes, at vi er helt klar til opgaven. Vi går ikke i panik af den grund, siger cheftræner i Esbjerg, Niels Frederiksen.

Esbjerg har ikke vundet en superligakamp siden 20. marts, da OB blev slået 2-0.

FC Vestsjælland derimod har den seneste tid sat turboen på med 10 point i fem kampe.

Selvom Niels Frederiksen og Esbjerg pludselig er en del af nedrykningskampen, mener cheftræneren ikke, at sædet brænder - i hvert fald ikke mere end normalt.

- Jeg føler mig ikke overdrevet presset, men det er klart, at det er en kritisk situation, klubben står overfor. Der er pres på, og det skal der også være. Alt andet ville være mærkeligt, lyder det fra Niels Frederiksen.

- Der er altid pres på, når man er fodboldtræner.

Esbjerg står derfor over for en nøglekamp lørdag, når vestjyderne skal forsøge at besejre ligaens bundprop, Silkeborg.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden