Esbjerg-træner: Medvind før playoff-kampe

Esbjergs cheftræner glæder sig over tre kampe i streg uden nederlag før de vitale playoff-kampe mod AGF i superligaen.

Esbjerg spillede mandag 1-1 hjemme mod OB. Resultatet ændrer ikke ved, at vestjyderne slutter sidst i nedrykningsspillets pulje 1 og nu kan se frem til to playoffkampe mod AGF i kampen for overlevelse.

- Vi er ubesejrede i de seneste tre kampe, og det har styrket os. Vi kan bruge det til en helt masse frem mod de vanvittige kampe, der venter nu, siger han.

 AGF kommer til opgørene med tre sejre i bagagen, og det bliver derfor to formstærke hold, der tørner sammen, siger Lars ”Lungi” Sørensen til Ritzau.

Han mener, at de næste kampe bliver noget helt specielt. Nærmest som ”europæiske kampe”.

- Mod OB kunne man godt mærke, at det ikke var den vigtigste i sæsonen, men vi leverede alligevel en godkendt indsats. Stemningen i truppen er også god, så nu skal vi bare forberede os bedst muligt, noterer cheftræneren.

Første playoff-kamp spilles i Esbjerg i weekenden.

Lars "Lungi" Sørensen glæder sig over at være ubesejret i tre kampe.
Lars "Lungi" Sørensen glæder sig over at være ubesejret i tre kampe.