Esbjerg-træner: Vi er ærgerlige

- Vi er skuffede og vi er ærgerlige, sagde Esbjerg-træner Niels Frederiksen, lige efter nederlaget til FC København i pokal-semifinalens anden kamp, som blev spillet i Esbjerg torsdag aften.

- Jeg synes godt, at vi kan bruge præstationen i dag til noget. For jeg synes , at vi leverer en gansk fin præstation og det kan vi tage med os videre. Men det er skuffende når man er så tæt på, siger han til TV SYD.

Esbjerg havde en lille fordel på grund af det uafgjorte resultat i den første kamp. Men netop et nederlag på 0-1 var det mest spinkle grundlag for FCK til at gå videre.

På en dag hvor spillet på ingen måde fungerede, blev det svenske succesindkøb Ludwig Augustinsson helten for FC København.

Med en flot frisparksscoring sent i kampen mod Esbjerg sørgede han for en pokalfinaleplads til hovedstadsholdet.

Ikke overraskende var hovedpersonen glad for sejren.

- Det er fantastisk. Jeg kom til FCK for at vinde titler, og nu skal vi vinde den finale, siger Augustinsson til 3+ efter kampen.

Han indrømmer dog også, at det langt fra var en prangende indsats, siger han til Ritzau.

- Det var slet ikke vores bedste kamp, men vi sled hårdt til det sidste, og så kom målet, fortæller svenskeren.

Hans træner Ståle Solbakken var heller ikke imponeret over holdets spil i Esbjerg, men der var en grund til den sløje præstation ifølge nordmanden.

- Vi har vel tre-fire spillere, som i den ideelle verden slet ikke skulle have været på banen med deres fysiske tilstand, og de skulle i hvert fald ikke have spillet 90 minutter, siger Solbakken til 3+.

FCK har en alenlang skadesliste, og derfor var der brug for alle de kræfter, der kunne stå oprejst i Esbjerg.