Esbjerg-træner: Vi levede ikke op til forventningerne

Forventningerne til Esbjerg var skruet op, og det formåede vestjyderne ikke at leve op til mod Salzburg.

Med fuldt hus og royalt besøg var der dækket op til fest på Blue Water Arena, men publikum måtte gå skuffede hjem efter Esbjergs 1-2-nederlag til Red Bull Salzburg torsdag aften.

Træner Niels Frederiksen erkender, at hans mandskab ikke kunne leve op til de opskruede forventninger efter tre flotte Europa-sejre på stribe.

- Jeg er ærgerlig over resultatet og skuffet over, at vi ikke præsterede bedre, end vi gjorde.

- Men det har også en forklaring. Nogle gange stiger forventningerne, når man præsterer godt, og det kunne vi ikke helt leve op til - også fordi vi mødte en meget dygtig modstander, siger Niels Frederiksen.

Han kunne se sit hold levere en lang række kritisable boldtab før pausen, hvor østrigerne var klart bedst - nok også bedre, end esbjergenserne havde regnet med.

- Vi magtede ikke at spille forbi deres hidsige pres. En ting er at snakke om det, noget andet er at opleve det, og det gjorde vi så i dag.

- I pausen aftalte vi så, at vi skulle spille lidt mere primitivt, og det havde vi større succes med. Men vi må øve os i at blive bedre til at spille med bolden, siger Niels Frederiksen.

Efter Elfsborgs 1-1-resultat mod Standard Liege ligger Esbjerg stadig på andenpladsen i puljen, men efter torsdagens indsats er der lang vej til avancement i puljen.

- Vi kigger heller ikke på stillingen nu, for der er lang vej igen. Hvis der er en mellemting mellem optimist og pessimist, så er det der, jeg befinder mig lige nu, siger Niels Frederiksen.

Esbjergs næste Europa League-kamp er torsdag 24. oktober på udebane mod Elfsborg.