Esbjerg: Tre dages Europa-forberedelse er nok

Superligaens programlæggere har ikke taget særlig hensyn til Esbjergs Europa League-kamp på torsdag.

Esbjerg er den ene part i mandagens superligakamp, selv om vestjyderne allerede torsdag skal forsøge at skrabe et godt resultat hjem i Europa League-playoff mod St. Etienne.

Det kan ligne underlig programlægning, men hos pokalvinderne mener man, at de tre dage mellem mandagskampen i Randers og mødet med franskmændene er helt fint.

- Tv vælger kampene, og da vi først spiller torsdag, så har de vurderet, at der er god tid mellem kampene. Og det synes jeg egentlig også. Vi skal kunne klare de to kampe, siger Esbjergs direktør, Søren Poulsen.

Den anden danske klub, der skal i europæisk kamp torsdag aften, FC Nordsjælland, spillede allerede lørdag.

Så heldige er esbjergenserne altså ikke, men Esbjerg-direktøren garanterer, at der ikke er surmuleri af den grund.

- Vi vurderer ikke, at det er nødvendigt at tage specielle hensyn til os i denne situation. Kamptidspunkterne ligger jo nogenlunde fast, og vi har alligevel ikke de store muligheder for at gøre noget ved det, så det bruger vi ikke kræfter på, siger Søren Poulsen.

Esbjerg møder Randers på udebane i aften klokken 19.