Esbjerg udligner i finaleserie efter målfest

Hele ni mål blev der scoret i fjerde finalekamp, da Esbjerg Energy på udebane udlignede Hernings føring i finaleserien.

Esbjerg Energy skulle fredag aften på isen og levere en mandfolkepræstation mod Herning Blue Fox, efter de i tredje finalekamp kiksede på hjemmebane og tabte med hele 0-5. Og det gjorde de gule esbjergensere.

Canadiske Brock Nixon bragte efter fem minutter Esbjerg i førerposition, og selvom Hernings ræve udlignede fem minutter senere, så var det Esbjerg, der kunne gå til pause med en 2-1-føring efter første periode.

Anden periode var en helt anden snak. Her udlignede Herning efter blot et enkelt minut Esbjergs føring, inden de bragte sig foran ved Daniel Nielsen i powerplay. 3-2 var stillingen i Hernings favør, inden den afgørende periode, hvor Esbjerg Energy for alvor skulle vise, hvorfor det var dem og ikke Sønderjyske, der står i finaleserien.

Esbjerg viste dog noget af den flotte ishockey, som har sendt dem på guldkurs, og med tre mål i træk i tredje periodes første ti minutter bragte Esbjerg sig afgørende i spidsen. Herning reducerede føringen, men Esbjerg kunne til sidst trække sig sejrsrigt ud af kampen med cifrene 4-5.

Stillingen i finaleserien er dermed 2-2.