TV der bevæger dig

Esbjergs angrebsduo ydmyger FCN i premiere

Esbjerg overtager førstepladsen i Superligaen efter storsejr på 4-0 over tamme FC Nordsjælland.

Esbjerg fik den bedst tænkelige start på sæsonen, da holdet mandag aften bankede sidste sæsons sølvvindere fra FC Nordsjælland med hele 4-0 på hjemmebane.

Værternes angrebsduo Martin Braithwaite og nyankomne Mick van Buren scorede to gange hver i et opgør, hvor FCN faldt helt sammen.

Offensiv startformation

Det skyldtes ikke mindst, at den debuterende Esbjerg-træner Niels Frederiksen havde valgt en offensiv startformation med plads til både Braithwaite og det hollandske sommerindkøb Mick van Buren i angrebet.

Det skulle hurtigt vise sig at være en lille genistreg.

Efter bare otte minutters spil sparkede Braithwaite gang i målfesten, da han modtog en perfekt aflevering i dybden. Esbjerg-angriberen rundede nemt Jesper Hansen i FCN-buret og sendte bolden ind i det tomme mål.

Drømmestart til Esbjerg, der fulgte op med flere store chancer i kampens indledning.

3-0 ved pausen

Efter 20 minutter blafrede netmaskerne igen, da van Buren kom på tavlen i sin første officielle kamp for esbjergenserne.

Den 20-årige hollænder blev sendt af sted i dybden med en høj bold, som FCN-keeper Jesper Hansen stormede ud for at tage sig af.

Desværre for ham nåede van Buren bolden først, og med et følt lob sørgede hollænderen for at udbygge hjemmeholdets føring.

Men van Buren var langt fra færdig med at vise sig frem. Bare tre minutter senere kunne jublen på Blue Water Arena endnu engang bryde ud, da van Buren blev dobbelt målscorer.

Fra Esbjergs venstre angrebsside sled hollænderen sig fri, løb fra hele Nordsjælland-forsvaret og vippede til sidst elegant bolden over en fremadstormende Jesper Hansen, som for tredje gang på bare 23 minutter måtte pille bolden ud af egne netmasker.

Total ydmygelse af sidste sæsons sølvvindere, som dog også var i noget amputeret tilstand i et opgør, hvor spillere som Morten Nordstrand, Kasper Lorentzen, Søren Christensen og Nicolai Stokholm sad uden for.

Det blev ved de 3-0 ved pausen, men selvom Esbjerg slap foden en anelse fra gaspedalen i anden halvleg, så fortsatte hjemmeholdet dominansen i de sidste 45 minutter.

Efter en lille time blev også Braithwaite dobbelt målscorer, da den landsholdsaktuelle angriber satte sidste fod på et flot gennemspillet Esbjerg-angreb. 4-0 blinkede måltavlen, og så var den kamp ellers endegyldigt afgjort.

Resten af opgøret blev en halvtam affære, og derfor endte det hele med en mere end fortjent 4-0-sejr til Esbjerg, som med storsejren overtager førstepladsen i Superligaen efter første spillerunde.3-0 ved pausen

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden