Esbjergs cyklister er blevet mere oplyste efter morgen-tjek

Gennem de seneste 2 uger har du kunnet møde Esbjerg Kommunes ”lægehold” på gader og stræder. Deres opgave har været at undersøge, hvor gode pærer der findes under cykelhjelmene hos skoleelever, studerende og folk på vej til job.

Undersøgelsen har vist, at hovedet i de fleste tilfælde var helt i orden, men at det haltede en smule med lys og reflekser. I stedet for at udskive bøder eller tvangsindlægge de mørklagte cyklister til lysterapi, har Doktor Skrap og hans søde sygeplejerske udleveret reflekser, cykellygter og refleksveste. Og resultatet er synligt derude. Det er svært at udlevere mange hundrede reflekser, veste og lygter, uden at det giver en markant effekt i morgentrafikken

- Der har været rigtig mange sjove og positive oplevelser, når vores lægehold, som er udklædte skuespillere, har stoppet cyklister. Vi har stoppet cirka 50 cyklister per dag – så det har været nogle hektiske morgentimer, fortæller Jane Kømmel Svinkløv, fra Teknik & Miljø, der er tovholder på kampagnen.