Esbjergs hjemløse får hurtigere tag over hovedet

Kortere ophold på forsorgshjemmet, hurtigere flytning til eget hjem og efterfølgende støtte får flere hjemløse væk fra Esbjergs gader.

Siden 1. marts 2010 har Esbjerg Kommune sat en række initiativer i gang for at skabe bedre vilkår for de hjemløse.

? Et af vores fokusområder har været samarbejdet med den hjemløse om, hvordan vi finder den rette individuelle boligløsning. Men en egen bolig er ofte ikke nok. Vi går ind og støtter borgeren med at holde fast i boligen, og det arbejde bringer borgeren ud af kategorien som hjemløs, siger formand for Socialudvalget, Henrik Vallø.

Et andet positivt resultat af initiativerne er, at de hjemløse borgere har kortere ophold på Esbjerg Kommunes herberg og forsorgshjem.

Unge hjemløse dukker op

Sidste hjemløsetælling afslørede en stigning i antallet af unge hjemløse, og netop de unge får ekstra opmærksomhed i hjemløsestrategien.

- Vi har været ude og opsøge de unge, og det betyder, at vi er blevet opmærksom på flere unge hjemløse i kommunen end først antaget. Vi kan nu få skabt kontakt til de hjemløse unge og vi kan tilbyde dem støtte, så de kan komme videre med deres liv, uddyber Henrik Vallø.

Øget antal unge hjemløse i Esbjerg

Trods et øget antal af unge hjemløse her og nu, fastholder Esbjerg Kommune sit ambitiøse mål om at nedbringe antallet af unge hjemløse, der bor på herberg eller forsorgshjem.

Som en af otte udvalgte kommuner deltager Esbjerg i Social- og Integrationsministeriets Hjemløsestrategi der løber til og med 2012 og har til formål at nedbringe hjemløsheden i Danmark. Esbjerg Kommunes indsatser har særligt fokus på de unge hjemløse.