Esther vil gøre Esbjerg til ungdommens by

Et nyt studiekort til de helt unge teenagere skal gøre det mere attraktivt at bo i Esbjerg Kommune.

Der er alt for mange unge mennesker, der vælger Esbjerg fra og flytter til større byer. 

Det mener 15-årige Esther Petersen, der er medlem af dette års ungebyråd i Esbjerg. 

Mandag aften vandt hun, sammen med sin gruppe, 200.000 kroner, da hun præsenterede sin idé for de rigtige byrådsmedlemmer.

- Jeg synes, det er helt vildt, at vi kan få så mange penge til en god idé. Det er rigtig spændende, fortæller Esther Petersen.

Flere oplevelser 

Forslaget går ud på at lave et studiekort til de ældste folkeklasseelever. Det skal give dem mulighed for flere kulturoplevelser og skaffe gode rabatter i butikkerne.

Her er årets ungebyråd samlet.
Her er årets ungebyråd samlet.

Det er tredje gang, at ungebyrådet samles.

Det består af 25 elever fra skolerne i kommunen og er med til at engagere de unge og gøre dem lidt nysgerrige på lokalpolitik.

- Jeg kunne godt tænke mig at komme i det rigtige byråd, men jeg skal nok lige have noget erfaring først, lyder det fra Esther Petersen.

Måske sidste gang

Tre forskellige projekter nåede igennem nåleøjet og helt frem til en afstemning i byrådssalen.

Det er foreløbig sidste gang, at ungebyrådet skal samles i Esbjerg Kommune. 

Men erfaringerne er gode, og derfor overvejer politikerne lige nu, om det skal fortsætte de kommende år.