Et liv med dåseøl er slut

Et langt liv med dåseøl og billig vin er slut for familien Jacobsen. Siden 60erne har familien drevet Hans Peter Og Juttas Grenzhandel i Pebersmark. Men nu er det slut, og butikken bliver solgt

92-årige Anni Jacobsen er igang med at sætte på plads med vanlig tysk grundighed, da TV SYD besøger butikken i Pebersmark. Det har hun efterhånden gjort i over 40 år.

Hun har det ikke godt med, at butikken skal sælges.

- Det er ikke let, men hvad kan vi gøre?

Strømmede til

Anni Jacobsen var med til at åbne den første grænsebutik i Pebersmark på grænsen - midt mellem Padborg og Tønder. Dengang strømmede kunderne til:

- De købte cigaretter og tør vermouth.

- Nu kører de alle til Sønder Løgum, siger Anni Jacobsen.

Konkurrencen er blevet så stor mellem grænsebutikkerne, at det ikke længere kun er på den danske side af grænsen, at butikkerne må dreje nøglen. Og de få lokale kunder, som små-handler i Pebersmark er ikke nok til at drive en moderne butik.