Et træ til 800.000

Haderslev Byråd skal mandag beslutte, om skatteyderne skal ofre 800.000 kr. på at redde ET enkelt gammelt træ. Planerne vækker forargelse.

Det er et stort, markant platan-træ midt i Haderslev, der er ved at rådne.

Træet er blevet sundheds-undersøgt og har kun 20 år tilbage, medmindre der gøres noget nu.
Hvis det skal reddes og gro videre, så skal jorden blandt andet skiftes ud.

Prisen løber op i 800.000 kroner, men så skulle træet også kunne leve 100 år endnu.

Politikerne træffer endelig beslutning på mandag, men allerede nu vækker planerne voldsom forargelse blandt TV SYDs seere på Facebook.

Aja Faaborg Preuss Christensen skriver f.eks.:
- Brug dem (pengene, red.) dog på skolerne, børnehaverne, plejehjemmene eller et af de andre steder hvor de sparer og sparer. 800.000 på at rette et træ er jo helt sindssygt!