Et unikt hus på kanten af fjorden indviet

Lørdag blev det længe ventede Fjordenhus indviet i Vejle. Næsten ti år har det taget at bygge byens nyeste attraktion, som den verdensberømte kunstner Olafur Eliassons står bag. Det er det første hus, han nogensinde har lavet.

Kirk Kapitals nye hovedkvarter i Vejle - Fjordenhus - blev lørdag formiddag indviet. En begivenhed, der trak masser af nysgerrige til havnen, hvor det 9.000 kvadratmeter store hus står på pæle i vandet.

quote

Det er det flotteste nye bygningsværk, jeg nogensinde har set.

Vibeke Mogensen, Glostrup

En af de nysgerrige, som var mødt op på havnen i dag, var Vibeke Mogensen fra Sjælland. Hun havde taget turen over bæltet med Glostrup Kunstforening for at være med til indvielsen. Hun er imponeret.

- Det er det flotteste nye bygningsværk, jeg nogensinde har set. Jeg har stået her en halv time, og bare det at se på murstenene er en fornøjelse, siger Vibeke Mogensen. 

Borgmester Jens Ejner Christensen (V) er også begejstret over byens nye vartegn, som han mener er et kunstværk i sig selv:

- Sådan et bygningsværk vil have international opmærksomhed, og folk vil rejse her til for at se det, og det er jo fantastisk for en by som os, siger en glad borgmester til TV SYD. 

Det første hus nogensinde 

Fjordenhus er lavet som et domicil for Kirk Kapitals, men i hele underetagen vil der være adgang for alle interesserede.

Huset er det første hus Olafur Eliasson nogensinde har tegnet. Til indvielsen på havnen fortalte kunsteneren, at han havde turde give sig i kast med projektet, fordi de tre Kirk-Johansen-brødre - i Kirk Kapital - havde vist ham 100 procent tillid til at gå ombord i opgaven.

Stort set alt i Fjordenhuset er specialfremstillet. Således også de godt 850.000 mursten i forskellige farver og former, som er håndstrøgne teglsten fra et museumsteglværk i Berlin. Alle mure er fuldmurede, vinduerne lavet i Østrig og naturstenene på gulvet er hentet i Italien.

Hvad har hele herligheden så kostet? Grunden har Kirk Kapitals købt for 70 millioner kroner af Vejle Kommune for otte år siden - resten er en velbevaret hemmelighed.