EU-penge til sydjyske jernbaner

Dobbeltsporet mellem Vamdrup og Vojens og elektrificeringen mellem Esbjerg og Lunderskov får en del af de 780 mio. kr., som EU har godkendt i støtte til danske transportprojekter.

Det står klart, efter at EU's medlemslande torsdag har godkendt et forslag fra EU-Kommissionen om fordelingen af støtte fra det såkaldte transeuropæiske transportnet (TEN-T).

Minister: Yderst tilfredsstillende

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) betegner i en pressemeddelelse resultatet af ansøgningsrunden som "yderst tilfredsstillende".

- Det er meget glædeligt, at EU-Kommissionen har valgt at prioritere så mange danske projekter i denne ansøgningsrunde, siger han i en pressemeddelelse.

228 mio. kr. til Banedanmark

Det er først og fremmest forbindelsen over Femern Bælt mellem Danmark og Tyskland og en række af Banedanmarks nye jernbaneprojekter, som får gavn af de mange EU-millioner.

Femern Bælt-forbindelsen får tildelt yderligere 87 millioner kroner til forberedende anlægsarbejder. Dermed kommer den samlede EU-støtte til projektet op på over 1,5 milliarder kroner frem til udgangen af 2015.

- Vi er på EU-plan enige om i særlig grad at prioritere de grænseoverskridende strækninger for at binde medlemslandenes infrastruktur bedre sammen. Det er derfor helt i den ånd, at et af Europas helt store grænseoverskridende projekter nu prioriteres yderligere, siger Henrik Dam Kristensen om den nye støtte til Femern Bælt-forbindelsen.

Blandt de jernbaneprojekter, som kan se frem til EU-støtte, er opgradering af jernbanen mellem Ringsted og Rødby, udbygning af et ekstra spor mellem Vamdrup og Vojens samt elektrificering af strækningen Esbjerg-Lunderskov.

Det enkeltstående projekt, som får mest ud af den nye runde af EU-støtte, er den nye højhastigheds-jernbane mellem København og Ringsted, som efter planen skal stå klar i 2018.

Banedanmark modtager 228 millioner kroner i EU-støtte til projekteringsfasen for den nye bane.