EU-penge venter på Syddanmark

Syddanske virksomheder og forskningsinstitutioner får nye muligheder for at hente EU-midler hjem til regionen med EU?s nye program for forskning og innovation, Horizon 2020.

Det var budskabet fra minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard på et debatmøde i Europa-Parlamentet i Bruxelles mandag, som Det Syddanske EU-kontor har arrangeret sammen med de øvrige regioners kontorer i Bruxelles.

Med 525 mia. kr. i puljerne er der flere penge end tidligere, bureaukratiet bliver mindre, og endelig er midlerne i højere grad målrettet virksomheder med udviklingsprojekter, der kan være med til skabe vækst og nye arbejdspladser.

Regionsdirektør for Region Syddanmark, Mikkel Hemmingsen, har fokus på debatmødet i Bruxelles. EU-midler til innovation har stor betydning for udvikling af regionen, og han håber derfor, at virksomhederne og andre med gode ideer åbner øjnene for de nye muligheder.

- Region Syddanmark har politisk valgt at prioritere højt, at vi får udnyttet mulighederne i EU-systemet til gavn for vækst og beskæftigelse i Syddanmark, siger Mikkel Hemmingsen.