TV der bevæger dig

EU-ret sikrer ikke overvægtige mod fyring

00:37

Karsten Kaltoft er i dag lastbilchauffør. (Arkivfoto)

1 af 2

Arbejdsgivere må ifølge EU gerne fyre overvægtige, så længe de ikke er så fede, at de er handicappede af det. Sådan lyder en vurdering fra EU-domstolen i en sag fra Billund.

Sagen handler om Karsten Kaltoft, som i næsten 15 år var ansat som dagplejer i Billund Kommune. Han er 172 cm høj og vejer 160 kilo, og han er overbevist om, at han blev fyret på grund af sin overvægt.

Det afviser Billund Kommune dog, som forklarer fyringen med faldende børnetal.

EU-Domstolens generaladvokat, Niilo Jääskinen,har lavet i en foreløbig udtalelse i sagen, som ventes endeligt afgjort til efteråret.

Hans vurdering går på, at overvægtige ansatte ikke nyder særlig beskyttelse mod at blive fyret fra deres job ifølge EU-retten. Kun hvis fedmen er så udtalt, at den kan defineres som et handicap, kan det være en overtrædelse af reglerne.

- Mens der ikke findes et generelt EU-retligt princip, der i sig selv forbyder forskelsbehandling på grund af fedme, kan sygelig fedme være omfattet af begrebet "handicap", hvis den er af en sådan grad, at den hindrer fuld deltagelse i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere.

Dagplejeren krævede erstatning, fordi han mener, at han er blevet diskrimineret på grund af sin overvægt, og Retten i Kolding, som skal behandle sagen, ville have EU-Domstolens vurdering af sagen, som fagforbundet FOA fører for Karsten Kaltoft.

- Det ærgrer mig godt nok, at vi i EU-medlemslandene ikke kan påberåbe os selvstændige regler om, at stærk overvægt ikke må føre til diskrimination i forhold til arbejdsmarkedet, skriver FOA-formand Dennis Kristensen på Facebook.

- Det er i mine øjne en åbenlys svaghed i den grundlæggende beskyttelse af lønmodtagerne, skriver han.

- Til gengæld er det generaladvokatens opfattelse, at Karsten Kaltofts BMI på 54 kan udgøre et handicap i forhold til på helt almindelige vilkår og i fuldt omfang som alle andre at tage del i arbejdslivet, skriver formanden.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden