Europa-premiere på Aladdin

Eventyret om Aladdin er blevet til en musical, der får Europa-premiere på Fredericia Teater. Tæppet går op den 4. oktober 2012.

Teaterdirektør Søren Møller holdt pressemøde i eftermiddag for at fortælle om den forestående premiere. Der har været gætterier om, at det nok bliver Aladdin, og nu er det bekræftet.

Stort projekt

Søren Møller siger, det er et meget stort projekt, men ikke en alt for stor mundfuld. Disney-koncernen satte sig i forbindelse med teatret for flere måneder siden. Det skete, efter Søren Møller selv henvendte sig om et andet projekt, der ikke kunne gennemføres.

Heldigvis udkom et amerikansk magasin om teater med en stor artikel om Fredericia Teater, og det skabte interesse hos Disney. Søren Møller blev ringet op og bedt om at komme til møde i USA, og derefter kom aftalen i hus.

Premiere i Seattle

På pressemødet fortalte Søren Møller, at premieren bliver den eneste i Europa, og Fredericia Teater bliver det andet sted, hvor Aladdin bliver opført. Musical'en havde premiere allerede i juli i den vest-amerikanske by Seattle.

Nu skal der arbejdes med opsætningen. Søren Møller oplyser, at der bliver 27 medvirkende på scenen og 17 musikere i orkestret, og det bliver teatrets største opsætning nogensinde.

Fredericia Teater vil trække på Musical Akademiet for at få medvirkende nok. De skal alle godkendes af Disney-koncernen.