Europark annullerer afgiften

Lone Rømer Brink slipper for at betale den P-afgift, som hun fik, fordi hendes bil var spærret inde på grund af en bombetrussel i Esbjerg.

JyskeVestkysten har haft mere held med at komme igennem til Europark, som i dag hedder Apcoa. De oplyser, at kun Lone Rømer Brink, som medvirkede i TV SYD kl. 19.30, har fået et kontrolgebyr, som parkeringsselskaberne foretrækker at kalde det.

I svaret til avisen skriver Europark, at deres p-vagt ankom til p-pladsen kl. ca. 13.40. Han kom via Borgergade, hvor der ikke var afspærret. Samtidig går der flere civile rundt på pladsen, så han har ikke grund til at tro, at det ikke var ”en sædvanlig dag”.

P-vagten observerer Lone Rømer Brinks bil fra kl. 13.44 til 13.48, hvor kontrolgebyret udskrives.

P-vagten fortsætter til Havnegade, hvor han henvender sig til at politimand for at spørge, hvad der sker?

- Han får da oplyst: …”det kan vi ikke oplyse dig om – du skal bare forlade stedet”. Vores p-vagt forlader derpå pladsen, som anvist, men på dette tidspunkt var kontrolgebyret allerede pålagt. Kontrolgebyret er efterfølgende annulleret, slutter udtalelsen fra Europark/Apcoa.