Matlok: Eva Kjer Hansen er et godt bud som ny generalkonsul

Siegfried Matlok og flere andre personer i Sydslesvig peger på Eva Kjer Hansen som et rigtig godt bud som ny generalkonsul. Eva Kjer selv har ingen kommentarer.

Bertel Haarder ville alligevel ikke være generalkonsul, og Henrik Becker-Christensen får ikke lov til at fortsætte, så nu skal der findes en ny.  Eva Kjer Hansen er et godt bud, mener blandt andet Siegfried Matlok. - Jeg synes, det ville være oplagt  at have Eva Kjær Hansen som den første kvindelige generalkonsul. Hun har alle grænselandets politiske forudsætninger, siger han til TV SYD og fortsætter:

quote

En bedre politiker hvad angår grænselandet, synes jeg ikke, man kan finde

Siegfried Matlok, journalist og tidligere chefredaktør for Der Nordschleswiger

- Hvis det skulle være én med en erhvervspolitisk profil, vil jeg selvfølgelig pege på Hans Christian Schmidt, men Eva Kjær er et barn af grænselandet, hun har været formand for Sydslesvig-udvalget, kender begge mindretal, og hendes børn har endda gået i tysk skole, siger Siegfried Matlok, journalist og tidligere chefredaktør for Der Nordschleswiger.

-En bedre politiker hvad angår grænselandet, synes jeg ikke, man kan finde, afslutter han.

quote

Eva Kjær er et barn af grænselandet

Siegfried Matlok, journalist og tidligere chefredaktør for Der Nordschleswiger

Også Jon Hardon Hansen, formand i Sydslesvigsk Forening, mener, at Eva Kjer er en oplagt kandidat.

- Eva Kjær Hansen er måske et oplagt emne. Hun kommer fra grænselandet og har et godt kendskab til det danske mindretal fordi hun har været formand for Sydslesvig-udvalget, siger Jon Hardon Hansen  til TV SYD. For ham er det ikke et krav, at den nye konsul nødvendigvis tager sin familie med til Flensborg.

- Vi håber at den nye generalkonsul vil have fokus i sit arbejde på det danske mindretals liv og hverdag, ligesom Henrik Becker Christensen har haft, siger Jon Hardon Hansen og fortsætter:

- Selvfølgelig vil vi da ønske os, at familien vil flytte ind i generalkonsulatet her i Flensborg, men det er ikke et must, siger han.

- Hun har kvalifikationerne 

Én, der til gengæld ikke ønsker, at Eva Kjer Hansen skal blive ny generalkonsul, er hendes formand Aton Yding i Venstres opstillingskreds Kolding Syd.

Hvordan har du det med Eva Kjær Hansen som generalkonsul?

- Ikke særlig godt, for så skal jeg jo tage afsked med et godt folketingsmedlem, som vi sætter meget stor pris på. Når det så er sagt, så må vi indrømme, at hun har kvalifikationerne til det, siger Anton Yding.

Også Peter Christensen og Carl Holst har været nævnt som ny mulig generalkonsul.

TV SYD har i dag kontaktet Eva Kjer Hansen, men hun havde ingen kommentarer til sagen.