Eva Kjer Hansen i politisk modvind

Enhedslisten kritiserer miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) for at have håndteret sagen om landbrugspakken dårligt.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har mange modstandere i kampen om landbrugspakken, og blandt andet Enhedslistenr beskylder hende for at vildlede Folketinget.

Folketingsmedlem Henning Hyllested kritiserer både landbrugspakken og ministerens måde at håndtere kritikken:

- Landbrugspakken som den ser ud nu belaster vores vandmiljø i åer og fjorde. Den er mere af det samme, siger Henning Hyllested til TV SYD

Tirsdag er der hasteindkaldt til forskerhøring i Folketinget om landbrugspakken. Seks ud af syv indkaldte eksperter – også dem, blå blok har indkaldt – understreger, at regeringens regnemetode er højst problematisk. 

- Det værste er, at der er fusket med tallene. Det ligner jo et sminket lig. Vi er blevet vildledt - og vi har ikke haft en chance som menige folketingsmedlemmer for at kunne sætte os ind i sagen, siger Henning Hyllested.

Medlem af miljø- og fødevareudvalget for Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby, bakker dog fortsat op om ministeren:

- Jeg anerkender, at forskere har været meget kritiske over for landbrugspakken, men jeg køber ikke alle skrivebordsberegninger. Jeg tager kritikernes ord som en partshøring - og ikke en sandhed, siger han til TV SYD.

Selv har Eva Kjer Hansen flere gange gentaget, at den nye landbrugspakke, som skal forbedre forholdene for landbruget, samtidig vil gavne miljøet.