Landbrugspakken har mødt hård kritik, men miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) afviser over for TV SYD, at der er hold i beskyldningerne om, at hun har pyntet på fakta.
- Jeg lytter til kritikken, men kritik er ikke uvant i det politiske arbejde. Jeg svarer gerne på spørgsmål og stiller op til høringer og samråd, men jeg garanterer, at jeg ikke har fusket med nogen tal, siger ministeren, der bor i Aabenraa.
I går var partierne bag landbrugspakken kaldt til møde hos Eva Kjer Hansen, og i morgen er der hasteindkaldt til forskerhøring i Folketinget.
- Nogle forskere er kommet med en kritik, som rammer helt skævt. Der er stor forskel på de kritikpunkter, der er kommet, men jeg ser frem til en faglig diskussion i Folketinget. Nu skal det drøftes, hvordan vi kommer videre, siger Eva Kjer Hansen.
Sin egen politiske fremtid er hun ikke i tvivl om:
- Jeg bliver siddende som minister, siger hun.