Eva Kjer Hansen bliver på posten - trods mistillid

Først hvis det ender med, at Folketinget for første gang nogensinde skal stemme om mistillid til en minister, er hun klar til at gå.

Efter adskillige timers debat om landbrugspakken, der torsdag er til 3. behandling i folketingssalen, gik Eva Kjer Hansen på talerstolen.

Det fik flere af de øvrige folketingspolitikere til at stille spørgsmål til ministerens fremtid, der fortsat er uklar.

- Hvordan kan ministeren blive siddende med den mistillid, som der er blevet udtalt her i folketingssalen, spurgte Simon Kollerup fra Socialdemokraterne.

Til det svarede Eva Kjer Hansen ganske kort, at hun vil følge de beslutninger, der bliver taget i Folketinget.

Ida Auken fra de Radikale fortalte ministeren, at det aldrig tidligere er sket, at en minister er blevet stemt ud i folketingssalen, og at en minister er blevet siddende, selvom et flertal ikke længere har tillid til ministeren.

- Nu er jeg ikke bekendt med, at der er truffet en sådan beslutning i Folketinget, svarede Eva Kjer Hansen.

Dermed er det fortsat  lagt op til, at Folketinget onsdag i næste uge for første gang skal stemme et mistillidsvotum mod en minister igennem.

De centrale dele af landbrugspakken blev efterfølgende vedtaget af et blåt flertal.