Eventbetjente skal tæmme fodboldbøller

Sydøstjyllands Politi sende rfor første gang 25 såkaldte eventbetjente på gaden i Horsens. Formålet er at undgå ballade fra tilrejsende Brøndby-fans op til søndagens superligakamp mellem Brøndby og AC Horsens.

De 25 betjente er iført blød hat og grønne veste og skal møve sig helt ind blandt Brøndby-fansene, blandt andet skal de sørge for ro og orden mens cirka 150 Brøndby-fans skal gå fra banegården og gennem byen til Casa Arena.

- Hvis vi kommer i god kontakt med nogle Brøndby-fans, så har alle de andre også lidt sværere ved at lave ballade, siger politikommissær Henrik
Petersen, som er én af dagens 25 eventbetjente, der alle har fået et særligt kursus i dialog og konflikthåndtering.

1000 fans kommer

Politiet forventer omkring 1000 tilrejsende Brøndby-fans til dagens kamp.

- Nu går vi rundt blandt dem, før holdt vi os på distance. Tilgangen er, at vi servicerer dem, vi følger dem tæt, og det har forhåbentlig en
forebyggende effekt, siger Henrik Petersen.

Hvis der opstår ballade står kampklædt politi klar i baggrunden, og eventbetjentene vil trække sig fra eventuel ballade.

Eventbetjente er på vej i alle landets politikredse.