Eventyrer svømmer Danmark rundt med mor

Lars Simonsen vil svømme 1300 kilometer langs de danske kyster. Hans mor følger efter i kajak. Deres tur begynder i Vidåslusen ved Højer tirsdag morgen.

Lars Simonsen springer tirsdag i vandet ved Vidåslusen nær Vadehavet. Hans plan er i løbet af de næste fire måneder at svømme 1300 kilometer i åbent hav langs de danske kyster.

quote

Da jeg begyndte at træne i februar, kunne jeg svømme 50 meter, for jeg har ikke svømmetrænet, siden jeg gik i skole.

Lars Simonsen

- Jeg har længe drømt om at komme ud på et rigtigt eventyr i Danmark. Noget, hvor man tænker, at det ikke er muligt, siger 42-årige Lars Simonsen. 

Med på turen har han sin mor, der skal ledsage ham i en kajak sammen med proviant og bagage. 

- Jeg har altid gerne villet på eventyr med min mor. Heldigvis var hun frisk på idéen, selv om hun er 67 år, siger han. 

Lars Simonsen vil svømme 1300 km langs de danske kyster. Turen begynder tirsdag morgen i Vadehavet og slutter om fire måneder i Flensborg Fjord.
Lars Simonsen vil svømme 1300 km langs de danske kyster. Turen begynder tirsdag morgen i Vadehavet og slutter om fire måneder i Flensborg Fjord.
Foto: Scanpix

Han forklarer, at en typisk dag vil begynde med, at de vågner på en strand og spiser morgenmad. Derefter skal han svømme to-tre timer.

- Midt på dagen går vi på land, spiser frokost og hviler os, og så svømmer jeg igen. Om aftenen skal vi hygge os med et bål, inden vi går ind i teltet, og næste dag starter det hele forfra.

Lars Simonsen har tidligere været på strabadserende ture. Han har blandt andet sejlet i kajak fra København til Istanbul med sin kone og to børn - en rejse, der varede 535 dage.

Men han har ingen erfaring med at svømme.

- Da jeg begyndte at træne i februar, kunne jeg svømme 50 meter, for jeg har ikke svømmetrænet, siden jeg gik i skole, siger han.

Med hjælp fra en svensk ironwoman har han trænet sig op til at kunne klare 7,5 kilometer uden at holde pause.

Han regner med at svømme mellem 10 og 20 kilometer om dagen. Og han er forberedt på, at der vil komme tidspunkter, hvor han vil blive meget presset. 

- Men så ved jeg, at det hjælper at gå ind i en lidt meditationsagtig stemning. Jeg ved også, at det hele pludselig kan ændre sig og se lysere ud. 

- Måske får jeg øje på en sæl eller et marsvin, og så vil jeg være ovenpå igen. Og så har jeg min mor til at støtte mig, siger han.

Første del af turen går langs den jyske vestkyst, op om Skagen og ned langs østkysten af Jylland. 

Vesterhavet bliver med vind og bølger den største udfordring.

Følg i Lars Simonsens kølvand

  • Lars Simonsen håber, at svømmere og kajakroere vil følge med på turen rundt om Danmark.
  • Lars Simonsen, 42 år, begynder sin svømmetur tirsdag ved Vidåslusen ved Højer klokken 10.
  • Som den første vil han svømme rundt om Danmark.
  • Med på turen er hans mor, Ilse Simonsen, der skal følge ham i en kajak. Med i kajakken er telt, soveposer og proviant. 
  • Lars Simonsen skal i løbet af de næste fire måneder tilbagelægge cirka 1300 kilometer.
  • Turen slutter ved Flensborg Fjord.
  • Man kan følge Lars Simonsens tur på Life is Good - Follow Us - der er opdateringer hvert 10. minut.