Eks-partileder får betinget fængsel for at uddele asylspray

Leder af det daværende Danskernes Parti dømt for racisme og for overtrædelse af våbenloven.

30 dages betinget fængsel. Det var straffen til lederen af det daværende Danskernes Parti, Daniel Stockholm, ved retten i Sønderborg mandag middag.

Stockholm, tidligere Carlsen, blev dømt for racisme og for overtrædelse af våbenloven, da han og tre andre mænd for to år siden uddelte såkaldt asylspray på gågaden i Haderslev.

Tre andre mænd, som uddelte materialet sammen med Daniel Stokholm, blev hver idømt 15 dagbøder af 500 kr.

I en time uddelte de hårlak og politiske budskaber om, at migranter skabte sikkerhedsproblemer i Danmark, og at de burde udvises. Desuden ville de have lovliggjort peberspray.

Alle fire var tiltalt for racisme og for at have brudt våbenloven ved at være i besiddelse af hårlakken med henblik på selvforsvar. Desuden var Daniel Stokholm tiltalt for at have udbredt propaganda.

Forsvarer for Daniel Stokholm, Michael Juul Eriksen, oplyser ifølge Ritzau, at han straks vil anke dommen.