Få det kæmpe vindmølle-overblik fra din kommune

Når der i aften er borgermøde i Vejen om kæmpevindmøller, er det langt fra det eneste sted, debatten har raset. TV SYD kan her give dig et overblik over, hvordan vindmølleplanerne ser ud i landsdelens 14 kommuner.

FAKTA:

Alle kommuner har udarbejdet planer for kæmpevindmøller.

- En kæmpevindmølle er 150 meter høj.

- Der er i Danmark 5219 vindmøller

- De er i gennemsnit 68 meter høje

 

De er oppe i Billund

Af de 14 kommuner her i TV SYDs sendeområde er det kun i Billund, at vindmølleplanen er ført ud i livet. Her er alle 19 vindmøller sat op, fordelt på fem områder. Seks af de opsatte møller er 150 meter høje, resten er 120 meter høje.

Ingen kæmpevindmøller i Hedensted

Hedensted Kommune har som den eneste skrottet alle planer om kæmpevindmøller. I dag er otte områder udlagt til møller af op til 80 meters højde, lige som tre områder er udpeget til 100 meter høje vindmøller. I alle områder gælder det dog, at de eksisterende vindmøller skal rives ned, før nye kan opføres.

Tre kommuner venter på redegørelse

I Sønderborg, Kolding og Haderslev er planerne om kæmpevindmøller sat i bero, indtil Kræftens Bekæmpelse kommer med en redegørelse om møllernes påvirkning af helbredet.

I Sønderborg har de udpeget otte områder, hvor der skal opstilles minimum 17 og maksimum 35 møller, på op til 150 meters højde. De konkrete ansøgninger der er kommet, er dog møller på 130 meter.

I Kolding er der udpeget ti områder, hvor der skal opsættes mellem 24 og 39 møller på mellem 100 og 150 meters højde.

Og i Haderslev er der udpeget tre områder til mellem 33 og 116 vindmøller på mellem 120 og 150 meter

Fem kommuner har fundet pladsen

I Horsens, Esbjerg, Varde, Vejen, og Vejle er der fundet plads til vindmøllerne. Her mangler de bare at blive sat op.

I Horsens kommer der tre 125 meter høje vindmøller.

I Esbjerg er der fundet tre områder. Her skal der opstilles minimum tre kæmpevindmøller, og i to af de tre områder må der maksimum opstilles 12.

I Varde er der udpeget otte områder, hvor der kan være 150 meter høje vindmøller, men hvor mange er endnu ikke afgjort.

I Vejen vil de reducere de nuværende 90 vindmøller til 30 kæmpevindmøller. Det skal ske fordelt på otte områder.

I Vejle er der fundet tre områder hvor der må opstilles op til 20 møller på mellem 125 og 150 meter.

Fire kommuner har intet vedtaget

I Aabenraa, Tønder, Fredericia og på Fanø er der ikke vedtaget nogle planer om kæmpevindmøller. Kun i Tønder har de udpeget 19 mulige områder, men i Tønder er der ligesom i de fire andre kommuner ikke umiddelbar udsigt til vindmøller.