Få kloge hoveder i udkantsdanmark

Varde er en af fem kommuner med meget få videnstunge arbejdspladser.

De kloge hoveder og de videnstunge arbejdspladser samler sig i landets byområder - ikke i udkantsdanmark. Det viser en undersøgelse fra tænketanken CEPOS.

Det øger uddannelseskløften mellem udkants- og byområderne, mener CEPOS.

- Analysen viser, at mængden af den viden, vi kan lægge ind i produktionen, er helt afgørende for, om vi i de kommende år kan øge velstanden, siger forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS.

Undersøgelsen viser, at uddannelsesressourcerne ikke ligeligt fordelt over hele landet.

- Det er meget tydeligt, at de kloge hoveder samler sig i landets største byområder så som København, Odense, Århus, Aalborg og i Nordsjælland. Indbyggerne i disse kommuner, som er i beskæftigelse, er langt bedre uddannede end de beskæftigede, der bor i udkantsområderne, siger forskningschef Henrik Christoffersen, CEPOS.

- Udkantskommunernes stagnation kan altså bl.a. forklares med, at de ikke har den nødvendige uddannelseskapacitet blandt deres indbyggere, og derfor heller ikke er attraktive områder for videnstunge virksomheder at slå sig ned i. Og netop disse virksomheder har kommunerne brug for, hvis de skal bevæge sig fra at være udkant til at være center, siger Henrik Christoffersen.

- Det paradoksale i den udkantspolitik, de varierende regeringer hidtil har ført, har haft fokus på at løfte velfærden i udkantskommunerne. Men det er ikke øget eller bedre service, der her er brug for. Det er derimod erhvervsstrukturelle tiltag, der skal til, hvis den nuværende kløft mellem landets områder ikke skal uddybes yderligere, siger Henrik Christoffersen, CEPOS.

De fem kommuner med størst videnskapacitet er:

Lyngby-Taarbæk
Gentofte
København
Rudersdal
Gladsaxe

De fem kommuner med lavest videnskapacitet:

Thisted
Varde
Morsø
Tårnby
Læsø