TV der bevæger dig

Få unge flytter tilbage til deres hjemstavn

Christina og Kevin hjælper til på forældrenes æbleplantage i Sønderborg. De bor begge i Odense, men de har planer om at flytte tilbage til hjemstavnen. Foto: Thor Hedegaard

Det er ikke mange unge, der flytter tilbage til den kommune, de kommer fra, når de har fået en uddannelse i en af de store studiebyer.

Når de unge står med studenterhuen på hovedet, flytter mange af dem væk fra deres hjemstavn. De unge flytter til de større studiebyer, og en rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut viser, at næsten 90% af de unge pakker flyttekasserne i bilen og kører væk fra yderområderne, når de begynder på en lang uddannelse.

Og det er kun få, der vender hjem igen, når uddannelsen er taget. Kommunernes Landsforening har set nærmere på årgang 1981, og der er det kun 15 procent af dem, der fraflyttede deres hjemkommune, der er vendt tilbage, inden de blev 34 år.

Kevin og Christina vil hjem 

Kevin Werner og Christina Schmidt Petersen har netop gjort som størstedelen af de unge. De er flyttet fra hjemstavnen Sønderborg til Odense for at studere, men parret har en plan om at gå i mod flertallet, når de er færdige med at studere.

- Odense er en dejlig by, og det er nemt at komme til over det hele, men det er bare lidt for stort og larmende til. Der er jeg mere til det stille liv på landet, sige Kevin Werner til TV SYD.

Parret er derfor fast besluttet på, at de vil flytte tilbage til Sønderborg Kommune igen. De besøger ofte deres familier på Als, og Christina Schmidt Petersen kan kun se fordele ved at bosætte sig tættere på dem i fremtiden.

- Det er hyggeligt at være her, og vi har begge familier, så hvis man tænker længere frem i tiden, så er det nok også rart at have familierne i nærheden, siger hun.

Flere flytter hjem i Sønderborg 

I Sønderborg Kommune er der lidt flere af Kevin og Christinas slags end i resten af landet. I Sønderborg vender 18,3 procent tilbage til hjemstavnen, hvor det på landsplan kun er 15 procent, der vender tilbage.

Når Christina og Kevin kigger på dem, de gik i gymnasieklasse med, så er det størstedelen, der er flyttet til de store studiebyer. Men parret er ikke i tvivl om, at de skal tilbage til hjemstavnen. Jeg synes, der er så meget charmerende omkring de små lokalsamfund. Der hvor jeg kommer fra, har vi blandt andet en fodboldklub med et unikt fællesskab, siger Kevin Werner.

Og så kan Sønderjylland tilbyde noget, som andre danske byer ikke kan.

- Om sommeren har vi ringridning som hele familien deltager i, siger Christina Schmidt Petersen. 

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden