Får du grønt vand i vandhanen, så er der hul i fjernvarmerørene

Din Forsyning tilsætter mandag grønt farvestof i vandet i Esbjerg og Varde kommuner. De skal nemlig tjekke, om der er utætheder varmerørene.

Din Forsyning tilsætter i dag mandag et grønt farvestof i varmvandsforsyningerne i Esbjerg og Varde kommuner.

De skal finde utætheder i fjernvarmerørene, så borgerne undgår at drikke eller bade i fjernvarmevand, men også hindre stort vandtab, som både er dyrt og unødvendigt.

Ifølge Din Forsyning er farvestoffet tjekket af sundhedsmyndighederne og helt ufarligt, hvis man skulle komme til at drikke grønt vand.

Din Forsyning begyndte at hælde farvestoffet i klokken 07 mandag morgen og fortsætter med det de næste 24 timer.

Hvis man opdager, at der er grønt vand i hanerne, så skal man kontakte en autoriseret VVS-installatør, opdager man grønt  vand i søer og vandløb, så skal man kontakte Din Forsyning på telefon 74 74 74 74.