Hel halvø jubler: En halv million til overlevelse

En halv million kroner skal hjælpe borgerne på Broagerland til finde ud af, hvordan de kan standse fraflytningen fra den sønderjyske halvø.

- Vi har stilhed. Vi har badestrande og sommerhusområder, vi har indkøbsmuligheder og skole, og det skal vi passe på og bevare. Men vi skal også udvikle os, siger Ingebeth Clausen, mens hun viser TV SYD’s reporter rundt på Broagerland.

Alligevel er der noget, der mangler: Frihed. Frihed fra regler som betyder, at det er næsten umuligt at trække nye beboere til området. Hvert år mister den smukke halvø, som er omgivet af Flensborg Fjord, Sønderborg Bugt og Nybøl Nor, indbyggere.

Ingebeth Clausen er formand for Landsbylauget for Smøl. Det har i mange år været hendes drøm at få penge til et projekt, som på banebrydende vis kan løfte hendes lokalområde ud af afviklings-tendensens jerngreb.

En drøm går i opfyldelse

quote

Vi ved ikke hvor meget frihed, vi får. Der er ingen der ved det, for der er ingen, der ved, hvor vi er om to år, når projektet er færdigt – så det er spændende. 

Ingebeth Clausen, formand Landsbylauget for Smøl

Og nu går drømmen i opfyldelse. Erhvervsstyrelsens Landdistriktspulje har netop bevilget en halv million kroner til et pilotprojekt med titlen ”Broagerland 3.0 – pilotprojekt som frilandsby”.

Målet med pilotprojektet er at gøre hele Broagerland til en ”frilandsby” efter samme koncept som frikommuner opererer under.

Der er fem landsbyer på Broagerland, og fælles for dem er, at de er underlagt regler, som gør det svært at etablere virksomheder og bygge i området. Blandt andet på grund af halvøens geografi.

- Vi er en lille halvø, og vi er blandt andet underlagt reglerne omkring strandbeskyttelseslinjen og kystnærhedszonen. Det er regler, som stort set gør det umuligt at bygge nyt og etablere virksomheder noget sted på Broagerland, uden man skal søge dispensation. Der er ikke ét sted på halvøen, som ligger mere end tre kilometer fra kysten, siger Ingebeth Clausen til TV SYD.

De 500.000 kroner fra landdistriktspuljen skal bruges til at beskrive mere præcist hvilke regler, der forhindrer vækst i landdistrikterne.

- Alle landdistrikter er udfordret af fraflytning, og vi vil nu bruge penge på at beskrive, hvordan man kan gøre det nemmere at flytte på landet og etablere nyt. Vi vil gerne have virksomheder og arbejdspladser, siger Ingebeth Clausen.

Ingebeth Clausen er glad. Hun har i årevis arbejdet for at skaffe midler til en indsats, der skal løfte hendes lokalområde.
Ingebeth Clausen er glad. Hun har i årevis arbejdet for at skaffe midler til en indsats, der skal løfte hendes lokalområde.
quote

Vi skal måske tænke i andre boformer. Vi er som alle andre landdistrikter afhængige af at kunne øge bosætningen. Der er nettofraflytning og den skal vi gerne have vendt.

Ingebeth Clausen, formand Landsbylauget for Smøl

Får brug for hjælp

Ansøgningen om penge til pilotprojektet har Ingebeth Clausen lavet i samarbejde med Broagerlands fem landsbylaug, Broager Udviklingsforum, Sønderborg Kommune og landdistriktsforsker Hanne Tanvig fra Københavns Universitet.

”Den halve million er den største samlede donation, Broagerland har fået til at lave en omstillings- og udviklingsplan, der øger glæden ved at bo lokalt, fremmer bosætningen og erhvervsudviklingen og skaber nye rammer”, skriver broager.dk i en pressemeddelelse.

Men ifølge Ingebeth Clausen kan den lokale arbejdsgruppe, som har sendt ansøgningen i landdistriktspuljen næppe selv løfte opgaven.

- Vi får formentlig brug for hjælp fra en jurist, som kan hjælpe os med at identificere de regler, der står i vejen for vores udvikling, siger Ingebeth Clausen til TV SYD.

Hun håber, at pilotprojektet bliver startskuddet til en reel frilandsby, som skal gøre Broagerland til et attraktivt sted at bo. Et sted, hvor man kan eksperimentere med boformer og erhvervsformer, som kan vende afvikling til udvikling.