Får nyt million-smæk i fængslet

Mens han afsoner seks år i Sdr. Omme Statsfængsel for bedrageri af særlig grov karakter, har stifteren og hovedaktionæren i den krakkede it-virksomhed Memory Card fået endnu et millionsmæk.

John Trolle - nu Rasmussen - havde manipuleret med regnskaberne og pustet varelagrene kunstigt op. Bestyrelse og revisorer greb ikke ind, og nu skal Trolle sammen med den tidligere ledelse og revisorerne solidarisk betale erstatning på 100 millioner kroner.

Det afgjorde Vestre Landsret mandag.

En halv milliard

Memory Card Technology, der producerede og solgte hukommelseskort til computere, gik i betalingsstandsning i januar 2001, og i september samme år gik virksomheden konkurs med en gæld på 630 millioner kroner.

Kuratorerne i konkursboet rejste erstatningssagen og fik medhold. Danske Bank og Nordea er de største kreditorer og har tilsammen 567 millioner i klemme.

Det var endvidere konkursboets opfattelse, at selskabets øvrige bestyrelse og selskabets revisorer i forbindelse med deres arbejde havde handlet ansvarspådragende, selv om de ikke kendte til direktørens regnskabsmanipulationer.

Straffesag

Også revisorerne, Ernst & Young og Pricewaterhousecoopers blev dømt til at betale deres del af erstatningen på de mange millioner, der skal betales med procesrente fra 28. juni 2002.

Kuratorerne besluttede allerede for mange år siden at kræve erstatning af konkursboet, men har afventet en straffesag mod den tidligere direktør og stifter af virksomheden, John Trolle.

Største erstatningssag

Da det gik hedest for sig med John Trolles århusianske it-eventyr, delte han frivilligt millioner ud som storsponsor for Bjarne Riis Cykelhold Team Memory Card/Jack & Jones og som medejer af fodboldklubben AGF.

Millionærlivet sluttede, da virksomheden kollapsede i 2001. Efter et langvarigt forløb i retssalene fik John Trolle i 2011 en dom på seks års fængsel for bedrageri.

Med mandagens dom i Vestre Landsret er der sat punktum i en af danmarkshistoriens største erstatningssager. Det sker 12 år efter krakket i den børsnoterede it-virksomhed.