Facebook styrker nyhedsdækningen

På 10 måneder har TV SYD rundet 20.000 brugere på Facebook, og nu vil Syd- og Sønderjyllands regionale tv-station sætte yderligere skub i brugen af sociale medier.

De sociale medier vender i disse år op og ned på mediebilledet, og med Facebook og Twitter har massemedierne ikke længere eneret på kommunikationen. Det skræmmer dog ikke TV SYD, der i løbet af 2011 har markeret sig helt i front på Facebook.

- Der er ingen tvivl om, at mediernes rolle ændrer sig, men de sociale medier er en gave, som kommer både seerne og TV SYD til gavn, mener projektleder på TV SYD, Bjørn Olsen.

Han forklarer sin holdning med de adskillige eksempler, der allerede nu viser, hvordan synergien mellem medierne styrker tv-stationens nyhedsdækning.

- Seerne bidrager med billeder til historier, vi ellers ikke ville have billeder til. Det skete f.eks. da St. Andst blev ramt af en fyrværkeriulykke, men det gælder også billeder fra udkantsområderne, som f.eks. da Fanø fik genrejst sit sømærke i Sønderho. Det er historier, der er relevante, men hvor vi af forskellige årsager kan have svært ved at være til stede hver gang, forklarer Bjørn Olsen.

Men det stopper ikke her. Seere, der byder ind med spørgsmål til interviews, mulighed for at chatte med indslagenes hovedpersoner på Facebook og levende debatter, hvor seernes holdninger kan inddrages i indslagene er alt sammen med til at give merværdi i nyhedsdækningen og bringe den tættere på seerne.

Mere seerinddragelse i 2012

Erfaringerne får nu TV SYD til at barsle med nye koncepter, der skal sætte yderligere skub i de sociale medier.

- Det er meget tydeligt, at seerne gerne vil tage del i vores programmer, når bare det er nemt nok. Så der kommer helt sikkert flere nye spændende tiltag, hvor de sociale medier indgår som en del af udsendelserne, når vores nye 24 timers kanal går i luften 11. januar, lover Bjørn Olsen. 
 
Fakta:
TV SYD gik på Facebook den 7. februar 2011.

Siden har pt omkring 20.200 brugere.
Som bruger bliver man taget med i kulissen og får dagligt at vide, hvad redaktionen arbejder på, ligesom man selv kan fortælle sine egne nyheder på siden.

TV SYD gik for nyligt også på Twitter.