Fælles fodslag: Borgmestre vil vise minister omdiskuteret område

Mere end 500 højspændingsmaster har kurs mod den jyske vestkyst. Nu inviterer de berørte borgmestre energiministeren til at se, hvad det kan få af konsekvenser.

Hvilken påvirkning vil en 400 kV luftledning, der strækker sig 175 kilometer langs den jyske vestkyst, have? Det er energiminister Lars Chr. Lilleholt (V) og andre relevante udvalgspolitikere inviteret til at se mandag den 7.maj.

Det er borgmestrene i Varde, Esbjerg, Tønder, Herning, Holstebro og Ringkøbing Skjern kommuner, der inviterer ministeren til at komme til Varde og se, hvad linjeføringen vil betyde for området. 

- Vores ønske er, at vi i den tid, der ligger foran os, får en afbalanceret debat, hvor faglige og politiske argumenter og borgernes bekymringer får den nødvendige plads, skriver borgmestrene blandt andet i invitationen.

Projektet betyder, at der på strækningen skal opstilles mere end 500 højspændingsmaster hver med en højde på op til 35 meter. Masterne skal stilles op mellem Idomlund ved Holstebro og Niebüll i Tyskland.

- Vi er en bred kreds af vestjyske borgmestre, der fuldt ud anerkender projektets betydning for forsyningssikkerheden på nationalt og europæisk plan og dets væsentlighed i forhold til at understøtte omstillingen til grøn energi, men samtidig er vi også meget opmærksomme på behovet for, at et sådan projekt nødvendigvis bør og skal sikres lokal vestjysk opbakning, skriver de seks borgmestre i invitationen.

Energinet står bag projektet, og et stort folketingsflertal har besluttet at strømmen skal hænge i master og ikke graves ned.