Fælles kriminalpræventiv pris til kommune og politi

Et fælles forebyggende projekt mellem Syd- og Sønderjyllands Politi og Esbjerg Kommune er nu nomineret til Den Kriminalpræventive Pris 2017.

Det er Esbjerg Kommune og Syd- og Sønderjyllands Politi, som står bag den forebyggende kampagne ”Stop e-hæleri”, hvor de blandt andet har brugt de sociale medier som Twitter og Facebook samt en hjemmeside målrettet forskellige brugere og borgere.

Kampagnen består af to dele. Dels fortæller indbrudsofre om deres oplevelser med indbrud, og en tyv beretter, hvor let det er at afsætte stjålne varer fra indbrud.

quote

Kriminalitetsforebyggelse er også et kommunalt ansvar, fordi borgernes ve og vel er på spil.

Johnny Søtrup, borgmester, (V), Esbjerg

Dels er der et konkret digitalt værktøj til borgerne på www.stop-e-hæleri.dk. Her kan de sikre sig, at en brugt cykel, der er sat til salg, ikke er stjålet.

Det er det Kriminalpræventive Råd, som står bag prisen, der bliver overrakt af justitsminister Søren Pape på Den Kriminalpræventive Dag den 6. april. Og ud over æren følger 50.000 kroner med prisen.

quote

Jeg er glad for, at Esbjerg Kommune går ind og tager et medansvar for forebyggelse af hæleri og på den måde er med til at bekæmpe og begrænse indbrud.

Jørgen Meyer, politidirektør, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Vi er glade og stolte over at blive nomineret. Vi har oplevet det som yderst positivt, at vi har kunnet udnytte hinandens styrkepunkter til fælles bedste. Kriminalitetsforebyggelse er også et kommunalt ansvar, fordi borgernes ve og vel er på spil, siger borgmester Johnny Søtrup, Esbjerg, i en pressemeddelse.

Hensigten med E-hælerikampagnen er ifølge både kommune og politi ikke at løfte pegefingeren eller skabe frygt, men derimod at klæde borgerne på til at kunne gennemskue, hvornår brugte varer er stjålne, så de undgår uforvarende at blive en del af fødekæden for indbrudskriminalitet og tyveri.

- Jeg er glad for, at Esbjerg Kommune går ind og tager et medansvar for forebyggelse af hæleri og på den måde er med til at bekæmpe og begrænse indbrud, siger politidirektør Jørgen Meyer, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.