Fællesskab lokker ældre til gymnastik

Generelt bliver vi dårligere til at motionere nok. Det gælder bare ikke de ældre. I Erritsø ved Fredericia mødes 120 ældre hver uge til gymnastik.

Siden 2011 er vi voksne blevet dårligere til at dyrke motion. I 2011 dyrkede 64 procent af os regelmæssig motion. I dag - seks år senere - er det kun 61 procent af os, der får pulsen op jævnligt.

Der er dog en gruppe af voksne, der dyrker mere motion, end de har gjort før.  En undersøgelse fra SFI, Det nationale Forskingscenter for Velfærd viser nemlig, at ældre siden slut halvfemserne er blevet meget mere aktive.

Ca. 120 af de ældre, der får masser af motion, mødes hver tirsdag i Erritsøhallen i Fredericia for at dyrke gymnastik sammen. Og det har de gjort i de sidste 20 år.

Barn-mor gymnastik
En af dem er Mary Holst Skovsen. Hun har været med i alle årene.

- Det var min datter, der startede det, så  det er sådan en slags "barn-mor gymnastik", fortæller Mary Holst Skovsen til TV SYD. Og det skal være i den rækkefølge - "barn-mor gymnastik". Ikke "mor-barn gymnastik", for så er det jo moderen, der har barnet med. - Og her er det omvendt, griner hun.

Når hun skal forklare, hvad der trækker hende op af sofaen og ned i hallen hver tirsdag, så er hun enig med flere af de andre faste deltagere. Det er det sociale, der trækker.

-  Jeg kan så godt lide at komme her. Det er sådan nogle flinke mennesker, og vi har sådan et godt forhold til hinanden, forklarer Mary Holst Skovsen.

Det sociale er vigtigst
Hun bakkes op af Niels Erik Hansen, pensionist fra Fredericia, der også kommer til tirsdagsgymnastik hver uge.

- Vi er jo mange i samme situation, og jeg kan godt lide at snakke med de andre, siger han.

Niels Hansen, pensionist fra Snoghøj, er helt enig.

- Det er både for motionens skyld og så det sociale. Vi har jo et fantastisk socialt netværk her i Erritsø, forklarer han.

For Niels Erik Hansen er den sociale del så vigtig, at han fx ikke kunne drømme om at komme i et almindeligt fitness-center.

- Nej, det gør jeg ikke. Det her det passer bedre til mig, fordi det er fællesskabet med en masse andre. Det kan jeg godt lide, siger han.

Mary Holst Skovsen har ikke tænkt sig at stoppe sin tirsdagsmotion foreløbig.

- Jeg bliver ved, indtil jeg ikke kan mere, siger hun bestemt.

Mary Holst Skovsen har tænkt sig at blive ved, til hun ikke kan længere.
Mary Holst Skovsen har tænkt sig at blive ved, til hun ikke kan længere.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.