Fællestillidskvinde frygter fremtiden efter udlicitering

Det skaber utryghed blandt personalet, at privat firma overtager kommunalt plejecenter.

Fællestillidskvinden for de FOA-ansatte i Haderslev Kommune frygter fremtiden for medarbejderne på Plejecenter Hiort Lorenzen, efter at Haderslev byråd på et lukket møde tirsdag aften besluttede at udlicitere driften af centret til det private firma Aleris a/s.

- Jeg er bekymret for mine kollegers fremtid, siger fællestillidskvinde Gyde Mortensen til TV SYD.

- Nu kommer der et privat firma, som skal drive et plejecenter for ældre, og de skal naturligvis tjene penge på det, ellers kommer de jo ikke, og jeg har svært ved at se, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Vi kører allerede på meget skrabede kommunale budgetter, siger Gyde Mortensen og tilføjer:

- Man bør ikke kunne tjene penge på omsorg.

De cirka 80 medarbejdere er sikret deres nuværende løn- og arbejdsvilkår i resten af den nuværende overenskomstperiode, som løber i cirka halvandet år endnu.

Et borgerligt flertal i Haderslev byråd vedtog udliciteringen til det private firma Aleris a/s, Enhedslisten og Socialdemokraternes stemte imod. Slesvigsk Parti undlod at stemme.

Aleris vandt licitationen foran fire andre tilbudsgivere blandt andet Haderslev Kommune selv. Selskabet overtager driften af Plejecenter Hiort Lorenzen den 1. april 2016. Aleris driver allerede plejecentre i Gilleleje, Græsted, Saltum, Fjerritslev og Solrød.