Fængselsaftale rammer Fanø

Kriminalforsorgens Pension på Fanø skal lukke. Institutionen bliver ofret som et led i den fængselsaftale, som seks partier netop har indgået.

Politikerne fra seks af Folketingets otte partier har besluttet at nedlægge Pensionen Fanø og dens femten pensionspladser for i stedet at fordele pladserne på landets syv øvrige pensioner. Desuden oprettes en helt ny pension i Nordjylland.

»Det er virkelig forfærdeligt. Beboerne har stort udbytte af at være her og oplever, at de får hjælp til at skifte spor i deres tilværelse. Og det er jo sådan set det, der er ideen med Kriminalforsorgens pensioner«, siger Lone Lauritzen til politiken.dk.

Pensionen Fanø har plads til 15 beboere, hvoraf de fleste afsoner den sidste tid af en længere fængselsstraf. På pensionen vænnes de til en almindelig tilværelse uden kriminalitet og har mulighed for at få udgang til fx undervisning.

»Beboerne er meget berørte«, fortæller forstander Lone Lauritzen.

Også formanden for kriminalforsorgsforeningen John Hatting, der repræsenterer landets ikke-uniformerede fængselsansatte (fx socialpædagoger og skolelærer) beklager lukningen.

»Det er en rigtig ærgerlig beslutning. Vi havde håbet, at man i stedet for at lukke institutionen havde opnormeret den og gjort den mere rentabel. Pensionen er kendt for at løse opgaverne rigtig godt, og der er rigtig dygtige medarbejdere. Det havde været en bedre politisk løsning at styrke den«, siger John Hatting til politiken.dk.

Aftalen om Kriminalforsorgens økonomi blev indgået af regeringen, Enhedslisten, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Sideløbende med lukningen af Pensionen Fanø oprettes en hel ny pension i Nordjylland med plads til 20 beboere.

De 20 pladser indgår i de 200 fængselspladser, som forligspartierne har fundet penge til. I alt løber aftalen op i 1,752 mia. kroner over de næste fire år.

Den rummer bl.a. 48 nye pladser til statsfængslet i Horsens - pladser der skal reserveres til rockere og bandemedlemmer.