To fængselsbetjente overfaldet af bandemedlem

En indsat angreb fredag to fængselsbetjente på en bandeafdeling i Enner Mark Fængsel ved Horsens.

To fængselsbetjente blev fredag slået ned af bandemedlem i fængslet Enner Mark i Horsens, skriver Fængselsforbundet på deres hjemmeside.

quote

Der sker alt for mange overfald i fængselsmiljøerne, og det bekymrer os alle.

Brian Hedensted, områdetillidsrepræsentant, Fængselbetjentene

Overfaldet sker efter en gårdtur. Pludselig giver fangen umotiveret den ene fængselsbetjent et knytnæveslag i ansigtet, hvorved han går i gulvet. En kollega kommer til, og får også slag i ansigtet.  

- De kollegaer det er gået ud over er selvfølgelig rystede. Men det er vi alle, der sker alt for mange overfald i fængselsmiljøerne, og det bekymrer os alle, siger områdetillidsrepræsentant Brian Hedensted til TV SYD.

quote

Bandemiljøet er meget råt. Det afspejler sig også, når de kommer ind at sidde, så jeg ser kun en udvej, og det er flere fængselsbetjente på vagt ad gangen.

Brian Hedensted, områdetillidsrepræsentant, Fængselbetjentene

De to betjente måtte på skadestuen efter overfaldet. Den ene har muligvis fået en hjernerystelse.

- Bandemiljøet er meget råt. Det afspejler sig også, når de kommer ind at sidde, så jeg ser kun en udvej, og det er flere fængselsbetjente på vagt ad gangen, siger Brian Hedensted.

Sydøstjyllands Politi oplyser til TV SYD, at de for nuværende ikke har yderligere oplysninger i sagen.