TV der bevæger dig

Færre betjente giver mere grænsekriminalitet

Færre politibetjente gør det svært at bekæmpe grænsekriminalitet og sikre tryghed i landet, mener retsordfører.

- Vi kommer til at se færre politiuniformer på gaden i de kommende år.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener, at det er en bekymrende udvikling, da politiet står over for nogle store udfordringer især med hensyn til grænseoverskridende kriminalitet.

- Der er stadig flere østeuropæere, der begår kriminalitet her i landet, og her har politiet ikke kunnet følge med siden 2001, hvor vi blev medlem af Schengen-samarbejdet, siger han til Ritzau.

Færre ansatte i politiet

I et svar til Folketingets Retsudvalg skriver justitsminister Morten Bødskov (S), at Rigspolitiet forventer, at antallet af politiansatte vil falde.

I 2008 var der 192 politibetjente pr. 100.000 indbyggere. I 2015 forventes det tal at komme ned på 186 politibetjente.

Rigspolitiet fastsætter antallet af betjente ud fra kriminalitetsudviklingen, som de senere år har været faldende.

Frigør betjente

Peter Skaarup mener ikke, at færre anmeldelser af kriminalitet nødvendigvis betyder mindre kriminalitet.

En konsekvens af færre politibetjente kan ifølge ham være, at flere sikkerhedsvagter overtager politiets opgaver.

- Det må aldrig blive sådan, at vagter overtager politiets opgave med at sikre ro og orden i landet, siger Peter Skaarup.

Politiet er blevet mere effektiv med tiden, mener retsordføreren. Men derimod ser vi i dag, at betjente sidder mere foran computeren, og det er ifølge ham ikke optimalt.

- Politibetjente skal bruge den forholdsvis lange uddannelse, de har til at efterforske, finde spor eller hjælpe ude på gaden, siger han.

Problemet kan ifølge Peter Skaarup løses ved at uddelegere opgaverne.

- Man kan nu og her løse problemet med, at der er færre betjente, ved at ansætte kontorpersonale, så politiet kan blive frigjort og komme ud på gaden.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden